Hvad er en DNS zone?
En zone er den del af et domæne, som en given DNS-server bestemmer over. Begrebet bruges i DNS-servere, hvor ansvaret for nærmere bestemte subdomæner er blevet uddelegeret til andre DNS-servere. En zone er således altid mindre end eller netop lige så stor som domænet selv.
Forskellen er vigtig, da f.eks. .dk-domænet er alle de domænenavne der ender på ".dk", mens .dk-zonen stort set kun indeholder to IP-adresser (de authorative DNS-servere) for hvert enkelt subdomæne under .dk. Prøv bare at forestille dig hvilket abnormt ressource-forbrug .dk's DNS-servere ville opleve, hvis de forsøgte at indlæse alle data i .dk-domænet, inklusiv alle oplysninger om mozart.imada.sdu.dk og tilsvarende hosts.
Hvad er TCP/IP?
TCP/IP (Transmission Control Protocol / Internet Protocol) eller blot IP er en suite af protokoller. Som navnet antyder er det den protokol Internettet er baseret på men den benyttes også på private netværk (intranet).
De mest kendte protokoller er TCP, UDP og ICMP. Det er transport protokoller der sørger for den grundlæggende kommunikation. Af mindre kendte IP protokoller kan nævnes GRE (Generic Routing Encapsulation) der benyttes til tunneler og IGMP (Internet Group Multicast Protocol) der benyttes i forbindelse med dynamiske grupper af hosts og multicasting.
Ovenpå transportprotokollerne findes applikationsprotokollerne. HTTP, FTP, SMTP og DNS er alle applikationsprotokoller. HTTP benytter TCP som transportprotokol, PING benytter ICMP og DNS benytter UDP.
For at maskiner (hosts) skal kunne kommunikere skal de have unikke IP-adresser. På private netværk benyttes ofte specielle IP-adresser og adressetranslation.
Hvad er FTP?
FTP står for "File Transfer Protocol" og er en IP protokol og bruges til at overføre filer mellem to maskiner på et netværk, f.eks. Internettet.
Ved AKTIV FTP tilsluttes FTP-serveren med TCP-Port 21 og serveren initierer en dataforbindelse tilbage med sourceport 20/TCP.
Ved PASSIV FTP tilslutter FTP-serveren med 21/TCP hvorefter klienten anmoder om at benytte en alternativ port (eller blot 20/TCP) og initierer dataforbindelsen.
Passiv FTP benyttes i tilfælde hvor aktiv FTP er blokeret i for eksempel en firewall eller et routerfilter (accesslist).
Hvad er SMTP?
SMTP står for Simple Mail Transfer Protokol, er knyttet til TCP-port 25 og er de-facto standarden for udveksling af e-mail på internettet. En SMTP-servere kaldes for MTA (Mail Transport Agent) og klienten hedder en MUA (Mail User Agent).
Kommunikationen mellem to MTA'er er indkapslet i en konvolut (SMTP envelope) og det er på dette lag at der udveksles informationer om afsenderen og modtageren. Det er konvolutten som MTA'en benytter til at levere eller videresende ud fra. Den egentlige mail, der transporteres inden i konvulutten, er opdelt i to sektioner; en headerdel og en datadel. Headeren indeholder informationer om f.eks. afsender, modtager, emne og hvilke MTA'er der har transporteret mailen. Datadelen indeholder brødteksten.
Denne to-deling er et interessant aspekt ved SMTP fordi det betyder at de adresseoplysninger som klienten viser ikke er de samme som mailserverne benytter til at håndtere posten. Det må siges at være en svaghed i protokollen og betyder at det er utroligt enkelt at forfalske de synlige adresseoplysninger. Forfalskning er meget udbredt ved spam og forskellige former for e-mail angreb, og man bør derfor som ikke tillægge adresseoplysningerne større autoritet end brødteksten.
Når SMTP benyttes til at overføre binært data skal man tænke på at det er indlejret i datadelen. For at sikre maksimal kompatibilitet benyttes base64 kodning, der kort fortalt noterer sæt af tre bytes som fire 6-bits ASCII eller EBCDIC tegn. Fordelen er at binært data kan overføres gnidningsfrit på tværs af systemer, platforme og sprog/tegnsæt, ulempen er at der skal transporteres fire bytes for hver tre bytes data. Det vil sige 33 % overhead (spild).
Quoted Printables er en anden form for kodning, der bruges til at overføre high-bit tegn til MTA'er der udelukkende kan arbejde med 7 bit. Alle nyere MTA'er understøtter 8 bit og det anbefales ikke længere at bruge Quoted Printables.
Hvad er WWW?
WWW er forkortelsen for "World Wide Web" og er navnet for det verdensomspændende netværk af webservere. WWW er en delmængde af Internettet og benyttes normalt kun om den del af "nettet" der kan ses med en browser. Den tekniske definition af World Wide Web er Alle ressourcer der gør brug af HTTP.
Hvad er HTTP?
Hypertext Transfer Protocol (HTTP) er en TCP/IP applikationsprotokol der indeholder et regelsæt for udveksling af filer (tekst, grafik, lyd, video) over Internettet (WWW).